Fra træningsangst til bevægelsesglæde

Er du i din krop eller hovede når du træner?

at blive glad for at træne og bevæge sig igennem vanecoaching og fysioterapi
fra traeningsangst til bevaegelsesglaede

Det er måske et mærkeligt spørgsmål, da vi jo altid er i begge dele, MEN som jeg har forsøgt at sætte ord på i min story forleden (se under highlights), så har det for mig været enormt svært at være rigtig til stede i min krop under træning, de sidste mange år.

Jeg kan huske at jeg som barn ikke tænkte over det at bevæge mig. Bevægelse skete bare og mine minder går på mange aftener på rulleskøjter, cykel eller gående med mine venner rundt i vores lokalområde. Når jeg tænker tilbage føles det næsten som at være flyvende, den måde vi bare altid var i bevægelse på, uden rigtig at tænke over det.

Som 10 årig blev jeg dog rekrutteret til “talentholdet” i min svømmeklub. Jeg er meget lidt konkurrencemenneske og drømte egentlig ikke om en svømmekarriere, men når nogen siger man er rigtig god til noget, er det svært ikke at følge med, specielt i den alder. Min karriere endte dog med angstanfald og besvimmelse - dengang var svømmeverdenen anerledes end idag (forhåbentlig).


Det er mit første minde om hvordan noget bevægelse gik fra at være ren sjov med vennerne, til at være noget der blev meget tænkt, systematiseret og koordineret.

Jeg har ingen gode fysiske minder fra min tid som elitesvømmer men derimod minder om hjertebanken, kvalme, nervøsitet og kolde håndflader.

Derudover kan jeg tydeligt huske hvordan jeg sugede maven ind og gemte mig mest muligt i håndklædet indtil man var nød til at hoppe i vandet. Følelsen af at være i konstant bedømmelse var overskyggende for mig i den tid, og det har sat sig.

Med årene blev træning og bevægelse, mere og mere tænkt, og mindre og mindre sjovt. Jeg har heldigvis en masse minder, primært fra min tid som danser, hvor bevægelsesglæden fortsatte højt igennem årene. Men jo ældre jeg blev, jo færre af mine veninder gik til sport og jo sværere blev det også for mig.

Til sidst endte jeg med at forsøge mig med styrketræning og løb, dog aldrig med succes eller glæde. Det føltes altid som en pligt, og primært med formålet om at få bedre samvittighed eller om at kunne forsvare (overfor mig selv) at jeg havde spist slik eller junkfood.

Bevægelse blev et middel til et bedre selvværd (troede jeg).


Jeg har mange eksempler på hvordan den tilgang bidrog til mentale udfordringer og et enormt pres i en forvejen svært tid som (ny)voksen.


Det hele kulminerede imens jeg tog min fysioterapeut uddannelse, hvor det fagligt var svært at følge med det høje niveau og samtidig lå der et indirekte pres om at skulle være i god form og passe ind i den ret store mængde af elitesportudøvere som er på den uddannelse. Træning endte for mig i en del år, ud i angstanfald, sammenbrud og negative tanker om mig selv.

Udover det pres jeg mærkede fra samfundet, mærkede jeg også et pres fra mig selv, som blev forstærket af mit arbejde som fysioterapeut. At vide så meget om træning og kroppen og alle de fordele jeg ville kunne opnå, blev til et stort pres.


Først efter jeg blev mor, begyndte en ny verden at åbne sig for mig.

Jeg observerede mine børns tydelig glæde ved bevægelse og den frihed det var for dem hver gang de mesterede noget nyt.

Jeg besluttede mig for at droppe al målsætning og al systematik og stedet lægge fokus ned i kroppen og starte forfra.

Jeg havde brug for at connecte med min krop igen og komme ud af mit hovede. Derudover brugte jeg lang tid på at opbygge mit selvværd som i mange år havde været bundet op på min adfærd, fremfor min person.

Det har taget tid - og jeg tror at det vil være en livslang proces for mig.

Men I weekenden nåede jeg en form for milepæl. Jeg nød nemlig, for første gang, sådan rigtigt, at lave styrketræning. Altså hele vejen igennem. Og det var fedt!


Den proces jeg har været igennem indtil nu er svær at beskrive, da den dels er inspireret ud af mit faglige virke som jeg i disse år også udvikler på i form at min nye titel som vanecoach og mit igangværende studie som Livs og vidensmentor., og dels er inspireret af min egen personlige historie og oplevelse af at blive mor.

Mit formål med at forsøge at dele ud af min proces med jer er, at jeg ønsker at give jer, der kæmper med at finde glæde ved bevægelse, håb.

Det er muligt at ændre sit forhold til bevægelse. Det er muligt at komme til at holde at træning. Og der er hjælp at hente.


Men det skal gribes anerledes an, hvis du spørger mig.


Vi skal flytte fokus væk fra alt det målbare og stedet ned i kroppen. VI skal lære at mærke efter og mærke hvornår noget går fra at være fedt til ubehageligt. Vi skal på en måde, lære os selv bedre at kende, igennem kroppen.

Og det er lige præcis det, jeg ønsker at hjælpe dig med.

Har du spørgsmål til min proces, eller er nysgerrig, så er indbakken altid åben. Både på mail eller via de sociale medier :)


Jeg håber du kunne bruge mine reflektioner.

34 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle